Tid.
Ting tager tid.
Har valgt til og til og til.
Hele mit liv.
For ikke at gå i stå.
At komme hurtigst og sikrest fremad.
I stedet ender jeg med at gå tilbage og samle op på de ting jeg kastede fra mig.
I forbifarten.
Så må jeg tage hele turen frem og tilbage og minsandten om det ikke bliver flere gange.
Og mere end dobbeltarbejde.
Jeg har haft så travlt fordi
Jeg har prøvet at undgå
at høre stemmen indeni.
Der ville skabe.
Hver gang den har budt sig har jeg svaret tilbage
-Nå ja, du har 5 minutter til at komme igang
ellers ser jeg dig jo ikke.
Og den er langsomt fadet ud.
Nu er jeg så blevet voksen
med fødderne gående for fuld skrue den forkerte vej
imens jeg så småt er begyndt at forstå at stemmen indeni
mener det!
At den har ret.
At den har lov.
At den vil leve.
At den må have tid.
Og at jeg nu for alvor har tiden imod mig.
Hvis jeg skal fortsætte med at løbe tilbage og samle op på stemmen
At den vej stemmen vil gå er en usikker vej.
Og jeg først har hørt den nu, i en tid, hvor jeg helst skal vide hvad tiden bringer
